Freycinet National Park

Vi pakkede bilen og kørte afsted. Rob havde anbefalet os at køre til Wineglass Bay i Freycinet National Park. Faktisk er Tasmanien så rig på natur, flora og fauna at over 40 % af øen består af beskyttede Nationalparker og flere af dem er på UNESCOS verdensarvliste.  Freycinet National Park blev oprettet i 1916, og er den ældste nationalpark på øen. Det var primært hvalfangere, og minearbejdere der boede og arbejdede på Freycinet halvøen i starten af den europæiske besættelse. De hvide granit bjergtoppe, skove, de smukke sandstrande og ikke mindst det mangfoldige dyreliv man finder her er helt ekstraordinært. 

I Bugten ved Wineglass bay var der i 1820érne startet en voldsom rovdrift på hvaler. De første mennesker kom til øen for over 30.000 år siden, og var aboriginals  “Pydairrerne”. Men det var først da europæerne kom, at man begyndte at fange og dræbe hvaler langs den tasmanske østkyst. Man skulle bruge hvalernes spæk til at koge olie på, og skeletterne blev brugt til at lave korsetter med og sendt til England. I de 20 år de voldsomme slagterier på de arme hvaler foregik, blev bugten så forurenet af hvalkød og blod, at havet i bugten blev farvet så rødt som rødvin, og deraf fik sit navn Wineglass Bay.

Solnedgang over Wineglass Bay

Vi parkerede ved parkeringspladsen ved Cole Bay. Vi var heldige med det gode vejr, så vi ville få et godt udkig over Wineglass bay når vi nåede frem. Det ville tage os omkring 45 minutter at vandre op til det kendte udsigtspunkt. Det var en forrygende vandretur op af bjerget. I en frodigt grønt bevokset skov, var der om hvert eneste snoede hjørne noget nyt at se på. Den ene lille kænguru kom nysgerrigt for at se om vi havde lækkerier til den. Når vi kiggede op over trætoppene, svævede store smukke havørne overlegent, som om havet og skoven tilhørte dem. Vi vidste at der var wombats, possums og den tasmanske djævel kunne dukke op når som helst. Det var som at være med i en Disney film, hvor endnu uopdagede skabninger og magiske fantasidyr ville vise os at der faktisk fandtes en anden og bedre verden, end den vi kender og kommer fra. Det var som at befinde sig midt i et eventyr. 

Rigt og mangfoldigt dyreliv

Da vi nåede toppen var det et  smukt syn der mødte os. Vi var lige akkurat nået til toppen inden solen allerede ville gå så meget over i vest, at vi ikke kunne nå at se Wineglass bay skinne i det azurblå skær, som solen giver når den rammer havoverfladen. Vi havde 20 minutter til skyggen ville begynde at æde bugten fra den ene ende. Det var så smukt, og jeg prøvede at forestille mig denne smukke udsigt farvet helt rød, og med døde hvaler og blod på stranden. Hvor måtte det have være ulækkert og makabert. Hvordan kunne de gøre den slags. Det var først i 1916, da men gjorde parken til nationalpark at havet langsomt begynde at få sin normale naturlige farve igen. Vi kiggede efter hvaler, delfiner, pingviner, sæler og marsvin, men fandt ikke nogen. 

Men på vej ned igen, mødte vi en “Joey”, som er en wallaby, på stien der førte tilbage til parkeringspladsen. Vi stoppede og jeg kløede ham lidt på maven, han var så nuttet og rimelig tam, han var vant til turisterne kom med nødder og guf. Hvor var det skønt at vide at Joey var et frit dyr, og levede godt i den fantastisk smukke tasmanske natur.

Læs om flere vidunderlige oplevelser i Australien her.