Vi kørte mod den lille by St. Marys for at finde et sted at overnatte, en køretur på ca 1 ½ time. St. Marys er en lille by 10 km fra kysten, og med kun 600 indbyggere. Der er to ting at opleve i området. Det ene er st. Patricks Head og “The South Sister”. St. Patricks Head er en klippeafsats på 694 meter, opdaget og navngivet i 1773 af Tobias Furneaux. Der er en fantastisk udsigt fra toppen, men det er en udfordrende vandretur, så man skal have gode sko på. Turen kan sagtens tage 3 timer. The South Sister Peak er lidt nemmere at svinge ind forbi. Der vandrer man kun 10-15 minutter fra parkeringspladsen for at komme til udsigtspunktet. 

Overnatning midt i Unescos naturarv

Vi fandt endnu et lille hyggeligt bed and breakfast, dog uden åben kamin denne gang. Men igen var vi heldige at få et værelse med den smukkeste udsigt ud over de mange frodige grønne bjergtoppe med regnskov på hver sin side. Det var ufatteligt at tænke på at den natur vi stod og så på, var tusindvis af år gammel. Den lille tasmanske tiger havde boet i de skove helt indtil 1932, hvor den sidste vilde tiger blev set. På fastlandet uddøde den sidste tasmanske tiger for 5000 år siden, da dingoen kom til. Dingoen kom aldrig til Tasmanien og derfor kunne dette bemærkelsesværdige rovdyr, som lignede en hund med en stiv hale, altså overleve helt indtil 1932.

Næste morgen, og sidste dag på vores tur, gik til Cradle Mountain. Denne overvældende Nationalpark er en af de mest populære og spektakulære i hele Australien. Stedet blev opdaget af en botaniker fra Østrig, som hed Gustav Weindorfer og hans kone Kate i 1909. De var på en plante ekspedition og blev så forelsket og betaget af den smukke og diverse vildmark, at de vendte tilbage et år senere for at gøre stedet til en Nationalpark. De mente at stedets skønhed skulle være tilgængelig for alle som kom til Tasmanien. 

Verdens mest unikke økosystem

Hele Parken rummer et stort univers af fuldkommen magisk natur, som man ikke finder andre steder i hele verden. Parken blev i 1982 optaget på Tasmanian Wilderness World heritage area, som dækker 1,4 millioner hektar, på grund af sit helt unikke økosystem, store naturrigdomme og en historie der er tæt forbundet med menneskets tidligere og nuværende forbindelse med miljøet. Der findes ingen andre steder i verden, med så uberørte levesteder for dyr og planter. Hvoraf mange af dem er truede, og med aboriginal kunst og artefakter, der kan spores tilbage til sidste istid.

Dybt inde i de tempererede regnskove på Tasmanien, findes huon-fyrretræet, som er et af de ældst levende organismer på jorden. Træet er et levn tilbage fra dinosaur tiden og er derfor nedarvet fra den tid for 135 millioner år siden, og kan leve i op til 3.000 år. Der var altså  ikke noget underligt i at vi følte vi stod på kanten til at bevæge os ind i en anden eventyrverden, da vi parkerede bilen, og gik mod skiltet der henviste til indgangen af nationalparken.

Forbi Mt. Ossa på 1.617 meter.

Vi besluttede os for en vandretur, som der var rigtig mange at vælge af i parken, via flere forskellige markerede ruter. Det var en overskyet og halvfugtig dag, og skyerne lå tæt omkring toppen af Tasmaniens højeste bjerg Mount Ossa på 1.617 meter. Vi gik på et par timer, og blev mere og mere fascineret af det flotte grønne mosbelagte landskab, vandfald og kløfter, regnskov og planter og blomster i former jeg aldrig havde set før. Nogle af de planter og træer vi så her, er nogle af de ældste arter på jorden. Fx, Kings Holly planten der er over 43.000 år gammel, kæmpebregner, orkideer, eukalyptus træer som den der kaldes for “blå tyggegummi” eller “sump tyggegummi træet” kan blive over 100 meter høje.   

Vi kiggede efter nogle af de mange dyr der lever i ét med naturen bl.a. den tasmanske djævel, næbdyr, pindsvin, wallabies og wombats. Den tasmanske djævel er et af de største overlevende kødædende pungdyr. Dyret uddøde på fastlandet for omkring 3.000 år siden, og har siden kun levet på Tasmanien, men ikke uden dramatik, da europæerne kom til i 1830´erne mente man de skulle udryddes, dog uden de havde held med det. I dag er dyrets eksistens stadig truet, på grund af en dødelig svulst sygdom og derfor beskyttet af myndighederne. 

Wombat hilsen

 Da vi havde gået et stykke tid, kom vi til et åbent stykke hedeland, hvor der dukkede en wombat op. Den var stor, større end jeg troede den ville være, og jeg blev lidt forskrækket. En wombat er et pungdyr, og planteædende, den kan blive en meter lang og vejer op til 35 kilo, en størrelse som en golden retriever. Kroppen er dog ret muskuløs og ligner lidt en bjørns. Der er mange af dem i Tasmanien.

Den graver lange gange med sine kraftige kløer helt op til 30 meter og 3-4 meter under jordens overflade. Den spiser mest planter, bark, mos urter og grøntsager, og kommer op af hulerne for at græsse 3-8 timer i døgnet, primært om natten og vi var derfor ret heldige at få lov til at hilse på den, her sidst på dagen. De er ikke farlige, men hvis de føler sig truet kan de godt bide og sparke fra sig. Den lever mest alene, men støder den på en anden wombats hule gange kan den godt finde på at benytte dem uden at spørge om lov. Den kan blive op til 15 år gammel.

Se flere af mine blogindlæg om min fantastiske rejse rundt i Australien her.