Vi kørte sydpå ad Bruce Highway mod Paluma Range Nationalpark, som er den sydlige indgang til “Wet Tropics” området. Parken er 172 km2 stor, og indeholder masser af vandrestier, smukke vandfald og udsigtspunkter. Ved paradise waterhole ved Big Crystal Creek, kunne vi bade efter en vandring i den smukke tropiske regnskov. Jeg var en smule angst for krokodiller. Men da jeg havde set andre hoppe i, og der stod på skiltet at der ikke var krokodiller, tog jeg også chancen.
Junglesafari
På et tidspunkt på ruten gik vi over en hængebro, som hang over et vandløb som udsprang fra et vandfald længere væk. Regnskovens tunge træer, buske og planter hang tungt ned over bredden så det klare vand spejlede sig i det og blev helt grønt. I vandet var en masse kæmpe klipper og store sten, som så helt overnaturlige ud, som om de lavet af papmache og malet grå.
Der sprang små wallabies rundt på klipperne, og vi kunne få lov at komme helt tæt på og tage billeder så tæt på at vi kunne røre ved dem. Lyde af vand der risler, og sjældne tropiske fugle der synger, giver genlyd helt ind i den dybe skov. Det var bedøvende vidunderligt, og man ville gerne kunne stoppe tiden et øjeblik og bare nyde.
Fantastiske Nationalparker
Næste morgen kørte vi mod Wooroonooran Nationalpark, med en masse stop på vejen. Parken var endnu et sted med vanvittig natur, vandfald, floder, kløfter, bjerge, tropisk skov, et gigantisk blomstrende dyre og planteliv. Og masser af smukke vandreruter og endda vulkaner. Parken er registreret på UNESCOs verdensarvliste fordi her lever nogle ganske sjældne fuglearter, som kun findes lige her, på et meget afgrænset område.
Parken ligger lige mellem Queenslands to højeste bjerge; Bartle Frere-bjerget på 1622 meter og Mount Bellenden, der måler 1592 meter, og som begge tilhører bjergkæden Bellenden Range Air. På vejen hen til indgangen af parken, kørte vi forbi den ene store bananplantage efter den anden. Vi holdt ind til siden og parkerede i vejkanten, og gik en tur inde i den store plantage. Planterne var enormt høje nok 4-5 meter, og stod på lige rækker i den tørre røde jord med ca 3 meters afstand til hinanden, så langt ud i horisonten vi kunne se.
Vi kørte af Bruce Highway sydfra fra Innisfail. Med det samme vi kørte af motorvejen var der gule skilte overalt med billeder af en cassowary der nederst står oprejst og øverst ligger ned, hvilket betød at man skulle køre forsigtigt, da de går rundt på vejene som det passer dem.
Vi var klar til en hel dags oplevelser i dette smukke og eksotiske område, og havde handlet ind til både frokost og aftensmad så vi kunne overnatte et sted i den 1.150 km2 store Nationalpark. Vi parkerede ved besøgscentret ved den indgang, hvor man lettest kan komme ind til Josephine vandfaldet. Vi skulle gå 700 meter af en sti gennem den tætte mangrove.
Klodens ældgamle regnskov
Bare på den korte gåtur var det som at gå inde i et malerisk filmstudie, hvor mangrovens rødder var dobbelt så store, kæmpe bregnernes grønne farve var photoshoppet for at stå skarpere, papegøjernes stærke pangfarver var lysende, og man kunne næsten høre de tusindvis af små krybdyr arbejde i det tæt bevoksede bunddække. Men det hele var ægte, og sådan havde denne biodiverse ældgamle regnskov altså også set ud for 360 millioner siden. Det var helt ubegribeligt, her fik eventyret virkelig sin farve.
Det tropiske dyreliv
Vi mødte gekkoer, frøer, skorpioner, leguaner, alverdens sjældne farverige fugle, possums, flagermus, kænguruer, papegøjer, skildpadder, den flotte australske bush turkey med det røde hoved, og så havde vi læst at vi skulle holde godt øje med Australiens største Python slange “Amethystina” som skulle bo lige her, den kan blive op til 8 meter lang, men det normale er dog kun 5 meter.
Jeg fortrængte lykkeligt min viden om alle de 9.800 forskellige arter af edderkopper, jeg vidste der befandt sig indenfor kort afstand, samt deres dødelighed og størrelse. Vi havde for længst gjort det til en vane, at tjekke tøj, sko, seng, kopper, under madrasserne, i skabene, ja alle steder hvor en edderkop kunne finde ind, inden vi brugte af det, for vi vidste at de var omkring os konstant.
Smukke vandfald og klippeformationer
Vandfaldet var smukt og vandet klar og rent. Der var knap så meget tryk på vandmængden, fordi vi var der udenfor regnsæsonen. Vandfaldet lå som en lille våd oase omgivet af sten og klipper, ned til vandkanten stod eukalyptus træer og mangrove som om det havde lyst til at springe i og bade med. Vi hoppede også i, og naturen havde dannet en klippevæg, som man kunne rutsje på rumpen ned af med vandfaldets rindende vand under sig.
Klipperne består af granit, fra de vulkaner der blev dannet i parken for 100.000 år siden. De kan være halv farlige fordi de bliver glatte af det våde klima, og vi havde læst om flere der var kommet alvorligt til skade, nogle var endda omkommet. Vi brugte det meste af dagen på vandfaldet, og kørsel i området. Vi fandt en campingplads inde i parken og sov der for natten.
Læs flere blogindlæg om mine fantastiske oplevelser i Australien her.