Wellington New Zealand.

Efter et trist farvel til Sydney, byen jeg var blevet så forelsket i, var det tid til nye oplevelser. Min billet, som gav mig et års fri rejse til ruten; London-Sydney-Wellington-Christchurch-Singapore-London-København, blev gravet frem nederst i min blå backpack. Der var afgang med Qantas Airlines kl 08.45 den 9.august 2005  kurs mod Wellington, den mest blæsende by i verden, på nordøen i New Zealand.

Farvel Sydney hej Wellington

Jeg sagde farvel til Sydney mens jeg kiggede ud af vinduet med en klump i maven, og en tåre i øjenkrogen. Sydney havde i den grad været min port til mit største eventyr nogensinde. Mine tanker kredsede rundt om alle de mennesker jeg havde mødt og lært at kende på min rejse rundt i det storslåede land Australien. Det var ufatteligt at så mange forskellige mennesker, fremmede mennesker på den ene eller anden måde, havde været en lille brik i mit eventyr. En lille brik med en kæmpe betydning for min måde at møde nye mennesker og se en anden verden på. Små stjerner på mit verdensbillede var de blevet. 

Byen er så smuk oppe fra 1 kilometers højde, med Operahuset og Harbour Bridge stående som symboler på det smukke og som broen/ vejen til et kæmpe stort og magisk land med en naturrigdom og historie, som giver én gåsehud og næring til de dejligste drømme om frihed og lykke. Foråret var på vej i Sydney og i New Zealand var vinteren ved at være forbi. Der var stadig sne på bjergtoppene, og de sidste skiturister var ved at pakke sammen. 

Turist i Wellington

Jeg tjekkede ind på et hostel i Wellington city og fik set mig omkring i byen. Byen har været New Zealands hovedstad siden 1865 og med et indbyggertal på ca 400.000. Jeg gik en tur i byen som havde et væld af butikker, cafeer og et stort kulturelt udbud. Jeg trængte til at opleve noget så simpelt som en tur i biografen, som man ville have gjort hvis man var der hjemme en lørdag aften.  

Havneområdet er et fint sted at besøge med en promenade fyldt med butikker og restauranter. Jeg tog med kabelbanen 120 meter op over byen, den kører ca hver 10. minut og turen til toppen varer ikke mere end 5 minutter. Der er en skøn udsigt ud over byen og ned til havet.  Haven er stille og smuk og i sommerperioden november til maj blomstrer den. Jeg var der i august så gik glip af det, men det var en rigtig skøn tur alligevel. Her er jeg i den kinesiske have. Vejret var ok på denne tid af året, men rigtig varmt var det ikke. Jeg havde dog ikke brug for nogen jakke, men lange bukser og en god trøje. Temperaturen var omkring de 15 -17 grader i de 3 uger jeg var der. 

Leje af Bil

Efter to nætter i Wellington, tog jeg færgen til Picton der ligger på sydøen. Herfra ville jeg leje en bil og drøne rundt alene i de næste 3 uger. Jeg lejede en stor flyder, med automatgear og nu hvor jeg var alene igen, måtte jeg have selskab af mine to maskotter. En kanga fra Australien og et får fra New Zealand. De blev placeret i forruden så jeg havde dem at tale med på de lange stræk. Jeg fik pakket bilen handlet lidt snacks, og så var det afsted alene på roadtrip – i den forkerte side – igen. Denne gang uden en co driver, så det var lidt nervepirrende. Kun mine to maskotter til at hjælpe mig på rette vej. Mit mål den første dag var byen Kaikoura. Læs om første etape til Kaikoura her.