I straffefangernes fodspor.

Tasmanien er en østat og den mest bjergrige i Australien. Øen ligger kun 240 km fra det Australske fastland. En flyvetur på ca 2 timer. Vi fløj med Jetstar, som var klart billigst. Vi landede i Hobart, som er hovedstad på øen, og hvor der bor omkring 230.000 mennesker. Vi lejede en bil, fik anskaffet os et kort over øen og så kørte vi derudaf. 

Vi kørte fra Hobart mod Port Arthur, en tur på små 100 km. Natursceneriet var vanvittig smukt hele vejen, og der var så grønt og frodigt. Vi havde ikke kørt længe inden det vrimlede med små wallabies, så det var med at køre forsigtigt for ikke at ramme dem. Vejret var køligt, selvom det var midt juni, men det betyder at det er vinter i Van Diemens Land, og vi havde brug for lange bukser og en varm trøje. Port Arthur var en by, hvor man i perioden 1833-1853, sendte hærdede britiske straffefanger til. Det var meningen at sende disse hårde forbrydere til et fjernt afsidesliggende sted, med vand omkring, så de kunne være så langt isoleret fra omverdenen som muligt.

Myrderier i Port Arthur

Da vi nåede frem gik vi en tur rundt om bygningerne, og synes egentlig der virkede lidt uhyggeligt. Skyerne var grå og hang langt nede denne dag. De kæmpestore træer i det fjerne så mystiske og eventyragtige ud. Bygningerne stod og så lidt forladte ud. Der var så stille at man kunne høre nogle fugle kukke i det fjerne. Vi var udenfor turistsæsonen og der var næsten mennesketomt. Vi kunne læse os til at Port Arthur ikke kun havde en trist historie på grund af sin tid som straffefange koloni, men også på grund af den massakre der fandt sted i 1996.

En psykisk syg ung mand, Martin Bryant, som havde været syg siden han var barn, dræbte som 29 årige 35 uskyldige mennesker på en lille cafe i Port Arthur med sin riffel. Motivet menes at være hævn og jalousi, over ikke at kunne købe et bed and breakfast hotel, fordi nogle andre kom ham i forkøbet. Det var i Port Arthur Bay de fleste skyderier fandt sted. Martin blev først fanget dagen efter og idømt 35 livstidsdomme. Han sidder i dag i Risdon fængslet i Hobart. En frygtelig historie, og det var nok det som gjorde stedet endnu mere uhyggeligt og sørgeligt. 

Kold nat foran åben pejs

Vi kørte videre mod Triabunna, hvor vi ville overnatte. Vi havde en lille guide med bed and breakfast overnatninger i Van Diemens Land. Vi fandt et sted som lød eventyrligt og kørte efter det. Vi kørte af små bjergveje og parkerede på et break and breakfast sted som lå højt og med en fantastisk udsigt ud over skove, dale og marker. Ejeren af den skønne lille perle, der lå væk fra by og støj, hed Rob. Han var en jovial og livsbekræftende mand, med langt hår samlet i en hestehale, og langt halv gråt skæg. Hans øjne var milde og varme, og han virkede som om at han bare havde stået og ventet på at vi skulle dukke op.

Han havde en lille hytte til os, med stor terrasse, hvor vi ville kunne sidde og spise morgenmad og nyde morgensolen. I hytten var der en stor åben pejs, hvor han allerede havde tændt op, så der var lunt og rart. Vi havde købt lidt ind i et supermarked på vejen, så vi kunne lave ris og kylling til aftensmad og en kold øl. Hytten var ikke spor moderne, men holdt i den helt gamle stil. Der var gamle møbler, lange hvide gardiner og store tykke gulvtæpper. Vores planer for dagen efter var at køre til Freycinet National Park et fuldkommen magisk sted, man skal besøge hvis man rejser til Tasmanien. Her finder man bl.a. Wineglass Bay, som engang var et sted, hvor man nedslagtede de mange hvaler der migrerede forbi øen. Læs mere om det i mit andet blogindlæg om Tasmanien.

Læs mere om mine mange fantastiske oplevelser i Australien her.