Verdens største sandø.

Vi kom med båden til Fraser Island fra Hervey Bay. Det tog cirka en halv times tid fra fastlandet. Og da vi fik bilerne af færgen kørte vi mod første destination. Jeg blev ret imponeret over, hvor meget sand der egentlig var på denne ø efter at have kørt en halv time. Det virkede utrolig safari agtigt, fordi det var umuligt for en almindelig bil at køre rundt uden firehjulstræk. Og fordi at man det ene øjeblik var inde midt i en høj og smuk og frodig tropisk mangrove regnskov, og det næste, var det som om at være i en ørken midt i Sahara. Fraser Island er verdens største sandede ø og har været på Unescos verdensarvsliste siden 1992. Den er 120 km lang og dækker 165.280 hektar.

Overlevede med Aboriginals

Øen havde fået sit navn efter et engelsk ægtepar, som hed James og Eliza Fraser, og som var gået på grund ved øen med deres skib i 1836. Men det var som så mange andre steder i Australien, Kaptajn Cook der først opdagede øen tilbage i 1770. James Fraser døde, men Eliza overlevede og blev hjulpet og levede sammen med de omtrent 3.000 aboriginals, som boede på øen på det tidspunkt, indtil et skib kom forbi 6 uger senere, og tog hende med. Eliza var højgravid, men barnet døde desværre.

4 år senere, i 1840, kom europæere til øen for at bosætte sig hvilket, som så mange andre steder i Australien, havde tragiske konsekvenser for det oprindelige folk. De europæiske kolonister gjorde nemlig et alvorligt indhug i øens mad ressourcer, og der var slet ikke nok til alle. Derudover indførte de en masse sygdomme til øen, som slog mange ihjel, og til sidst i 1890 var der blot 300 aboriginals tilbage primært fra Badtjala slægten, som tilsidst måtte forlade øen og tage til fastlandet for at overleve. Butchulla folket var den oprindelige aboriginal slægt på øen og havde levet der i 5.000 år. De kaldte øen for “k´gari” som oversat betyder paradis.

Lake Wabby

Vores første stop på Fraser Island var Lake Wabby, som er en kæmpe sø. Den er opstået på grund af store mængder regnvand, og har fået en sjov grøn farve. Ude i kanterne er søen flot grøn, men inde i midten ser den uhyggelig ud, som om der er et stort uhyre der bare venter på at springe op. Vi kunne godt bade her, men jeg havde ikke fået mit badetøj med.

Lake Mckenzie

Vi kørte derefter direkte til Lake Mckenzie. Det var desværre overskyet denne dag, så vi havde ikke engang lyst til at bade, for det var ikke synderligt varmt, kun 23 grader. Lake Mckenzie er en kæmpe stor ferskvandssø og vandet er noget af det lækreste og det reneste man finder i en sø noget sted på jorden. Sandet omkring søen er så blødt og fint, at man kan rense alle sine smykker i det og ens hud og hår har super godt af det. Og det bliver blødt som silke, fordi PH værdien er så høj. 

Rent vand og omvandrende øgler

Vandet er så rent, at der ikke engang kan leve dyr i det, fordi der ikke er noget de kan leve af. Bunden af søen har dannet et naturligt beskyttende lag, som gør, at det ikke siver ud i grunden, men blot bliver liggende. Omkring søen slentrede ret store varaner”Goannas”, rundt imellem picnic bordene, for at se om der skulle være nogle rester at spise. De kan blive op til 2,5 meter lange og er ikke helt ufarlige, hvis man kommer for tæt på. De har skarpe tænder og kløer og kan blive ret aggressive. Deres hale har en enorm kraft. Hvis man står i nærheden når de svinger den, vil man højst sandsynlig vælte omkuld. Det siges deres bid kan være giftigt, så vi valgte at holde en fornuftig afstand til dem. 

Læs flere spændende blog indlæg om Australien her.